HATHA YOGA - onsdag 8:00-9:00
i Balletsalen, maks. 18 deltagere pr. gang.
Hatha Yoga er et ældgammelt system for krop, sind og sjæl, som mere end nogensinde har noget at tilbyde. Vores hverdag bliver mere og mere hektisk og krævende, og vi har brug for et rum til at lade vores batterier op og koble fra. Hatha yoga er hverken religiøst, mystisk eller kun for smidige kroppe.
Det specielle ved Hatha Yoga sammenlignet med anden fysisk træning er, at kroppen ikke udsættes for stød og hård unaturlig belastning. Alle – uanset fysisk form og alder kan dyrke Hatha Yoga. Det kræver bare, at man finder den yogaform og klasse som passer bedst til ens krop og temperament.
Yogaøvelserne styrker og træner kroppen, og stillingerne kan modificeres, så de passer til alle kroppe. Det er vigtigt at bemærke, at ens yoga praksis er meget personlig, og det handler om at gøre yogaen til sin egen.
YIN YOGA - torsdag 17:00-18:00
i "Spinning", maks. 12 deltager pr. gang.
Yin Yoga er en blid og meditativ yogaform, som fokuserer på at smidiggøre kroppens bindevæv og åbne op for stagneret og blokeret energi i kroppens meridianbaner. Klassen består primært af (passive) stræk, og stillingerne holdes i 3-5 minutter. Alle kan være med.
Selvom Yin Yoga er en blid yogaform, kan du se frem til masser af intensitet og udfordring i stillingerne, hvor du samtidig har mulighed for at udforske og skabe forbindelse til dit indre landskab.
Yin yoga er baseret på den klassiske Yin yoga udviklet af Paul Grilley samt sanselig Yin Yoga, som kombinerer visdom fra Traditionel Kinesisk Medicin og indisk yogafilosofi.
Vibeke Rosenvinge:
Vibekes passion for bevægelse har altid været et omdrejningspunkt i tilværelsen fra ballet, gymnastik, jazz og dans til yoga. Yogarejsen startede for år tilbage med yogauddannelser i Hatha. Senere certificeret Yin Yoga lærer, suppleret med uddannelsen ”Yoga for Stress”, begge hos Anne Goncalves. Flere mindfulnessuddannelser hos Flora Melchiorsen på Akademiet for Mindfulness og Livsbevidsthed. Kurser inden for meditation samt uddannet psykoterapeut. Har deltaget i en række kurser og workshops i åndedrætsterapi og Fascial Flow hos Best Flow ved Pernille Sophia Bach.
Vibeke underviser i hatha og yin yoga i et par fitnesscentre samt med hendes online yoga univers. Desuden er hun at finde hos Lyngby Badminton Klub, hvor børn og unge nyder godt af de mange fordele ved yoga efter træning. Vibeke tilbyder også løbende workshops samt yoga retreats – og hendes undervisningserfaring tæller de sidste godt 15 år.
Vibeke underviser sine yogaklasser ud fra princippet om, at yoga skal være uhøjtideligt og netop for alle uanset form, smidighed, baggrund og alder. Opmærksomheden på i mødet med andre mennesker at lægge vægt på at agere ud fra et omsorgsfuldt ståsted, hvor nærvær og indlevelse er det vigtigste i oplevelsen på yogamåtten. Yoga er et åndehul, der virkelig giver os muligheden for at tage en pause fra vores ofte hektiske livsstil i en travl hverdag og finde ind i fornyet energi og livsglæde.
*Betaling dækker valgfri deltagelse på begge hold i perioden.